Claude Tillier (11. april 1801 i Clamecy, Département Nièvre, Frankrig 12. oktober 1844 i Nevers) var en fransk journalist, pamfletist og forfatter.
Om bogen
Humoristisk, satirisk og filosofisk roman om fortællerens grandonkel, Benjamin Rathery, som foregår et sted i 1780erne i den lille franske provinsby Clamecy. Onkel Benjamin er læge, men nærer ikke overvældende tiltro til sin professions effektivitet han siger selv, at en læge har gjort nok, hvis han ikke ligefrem har taget livet af patienten og han har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend.
I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med den lokale værtshusholderske, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet.
Min onkel Benjamin var Claude Tilliers andet og sidste skønlitterære værk, hvis man medregner Belle-Plante et Cornelius som en roman. Hans produktion bestod ellers fortrinsvis af journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.
Om bogen
Humoristisk, satirisk og filosofisk roman om fortællerens grandonkel, Benjamin Rathery, som foregår et sted i 1780erne i den lille franske provinsby Clamecy. Onkel Benjamin er læge, men nærer ikke overvældende tiltro til sin professions effektivitet han siger selv, at en læge har gjort nok, hvis han ikke ligefrem har taget livet af patienten og han har en omfattende gæld, som han ikke ret gerne betaler eller for den sags skyld er i stand til at betale. Han er en ynder af en god flaske og en god middag, han er ganske kultiveret og overbevist pebersvend.
I løbet af bogens handling når onkel Benjamin bl.a. at duellere, sidde i gældsfængsel, indgå i to mislykkede, og til dels ufrivillige, forsøg på at indgå ægteskab, dels med den lokale værtshusholderske, som han skylder en del penge, dels med en anden læges datter, som har udsigt til at arve, at kysse den lokale herremand et vist sted (og tage hævn for det på helt sin egen måde), at hænge byens urtekræmmer op i en krog i loftet, ufrivilligt at udgive sig for "den evige jøde" og meget andet.
Min onkel Benjamin var Claude Tilliers andet og sidste skønlitterære værk, hvis man medregner Belle-Plante et Cornelius som en roman. Hans produktion bestod ellers fortrinsvis af journalistik og politiske pamfletter, og denne virksomhed fornægter sig heller ikke i "Benjamin", der vrimler med aforismer og metaforer, som trods det gammeldags sprog og de snirklede vendinger uden særlig vanskelighed kan anvendes på verden og dens beboere i dag.
