Maurice Polydore Marie Bernard Maeterlinck (29. august 1862 i Gent 6. maj 1949 i Nice) var en belgisk forfatter og dramatiker, som især var kendt for skuespillet Pelléas et Mélisande fra 1892.
Maeterlinck kom af en velstående notarfamilie, fik sin skolegang i et jesuitisk kollegium og fuldførte et jurastudium. En kort periode som sagfører i hans fødeby fik ham dog til at indse, at den profession ikke var noget for ham, og efter at et ophold i Paris havde skaffet ham forbindelser i forfatterkredse, bl.a. med Auguste Villiers de l'Isle Adam, helligede han sig dramatikken som levevej. Han var en af den dekadent-symbolistiske retnings største navne, og blandt de mest indflydelsesrige dramatikere i starten af det 20. århundrede. Efter første verdenskrig holdt han stort set op med at skrive skuespil og hans indflydelse på tidens litteratur tabte sig. Fra denne periode stammer en lang række essays, bl.a. om okkultisme, etik og naturhistorie, som dog vistnok aldrig er oversatte og stort set er glemte.
Udover skuespillene skrev han også flere naturhistoriske værker om bl.a. Biernes liv og Blomsternes intelligens, som skønt de til en vis grad var fagligt funderede sine steder er ligefrem poetiske og surrealistisk fantaserende som et symbolistisk digt.
Maeterlinck fik Nobelprisen i litteratur i 1911.
Om bogen
Drama i tre akter: Pisa er omringet af florentinernes lejetropper skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzivalle, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred på én betingelse: at Guidos hustru Monna Vanna skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø og lade Pisas indbyggere gøre det samme frem for at se sin hustru skændet. Men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.
Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger i dagbladet København efter opførelsen på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjer som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."
Maeterlinck kom af en velstående notarfamilie, fik sin skolegang i et jesuitisk kollegium og fuldførte et jurastudium. En kort periode som sagfører i hans fødeby fik ham dog til at indse, at den profession ikke var noget for ham, og efter at et ophold i Paris havde skaffet ham forbindelser i forfatterkredse, bl.a. med Auguste Villiers de l'Isle Adam, helligede han sig dramatikken som levevej. Han var en af den dekadent-symbolistiske retnings største navne, og blandt de mest indflydelsesrige dramatikere i starten af det 20. århundrede. Efter første verdenskrig holdt han stort set op med at skrive skuespil og hans indflydelse på tidens litteratur tabte sig. Fra denne periode stammer en lang række essays, bl.a. om okkultisme, etik og naturhistorie, som dog vistnok aldrig er oversatte og stort set er glemte.
Udover skuespillene skrev han også flere naturhistoriske værker om bl.a. Biernes liv og Blomsternes intelligens, som skønt de til en vis grad var fagligt funderede sine steder er ligefrem poetiske og surrealistisk fantaserende som et symbolistisk digt.
Maeterlinck fik Nobelprisen i litteratur i 1911.
Om bogen
Drama i tre akter: Pisa er omringet af florentinernes lejetropper skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzivalle, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred på én betingelse: at Guidos hustru Monna Vanna skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø og lade Pisas indbyggere gøre det samme frem for at se sin hustru skændet. Men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.
Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger i dagbladet København efter opførelsen på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjer som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."
