Victor-Marie Hugo (født 26. februar 1802 i Besançon, Frankrig, død 22. maj 1885 i Paris) var en fransk forfatter til romaner, skuespil og digte, politiker og kunstner. Han er i dag mest kendt for de to store romaner Les Misérables (udkommet på dansk med titler som Galejslaven, De fattige og forladte og De elendige) og Notre Dame de Paris (Esmeralda, Klokkeren fra Notre Dame), som ligesom en stor del af hans øvrige værker afspejler hans store sociale engagement. Politisk arbejdede han bl.a. for en afskaffelse af dødsstraffen, pressefrihed, tvungen skolegang og regulering af børnearbejde.
Victor Hugo regnes for en af Frankrigs hvis ikke verdens største forfattere. Han er begravet i Pantheon i Paris.
Om bogen
I et næsten surrealistisk England omkring år 1700 lever den unge Gwynplaine i et omrejsende teater sammen med den sin blinde plejesøster Dea, plejefaderen Ursus og den tamme ulv Homo. Gwynplaine er som lille blevet solgt til de såkaldte comprachicos, der har vansiret hans ansigt til et evigt grin med henblik på at videresælge ham til gøglere. Som ti-årig er han under disse comprachicos' flugt fra England blevet efterladt alene i en snestorm, hvor han blev samlet op af Ursus.
Gwynplaine er egentlig tilfreds i sin tilværelse på bunden af det engelske samfund, men det er ikke hans skæbne at vedblive livet ved teatret med Ursus, Homo og den elskede Dea.
Manden, der ler er muligvis det sprogligt mest særprægede af Hugos værker, hvor citat-emnerne står i kø og sætningerne i lange passager står næsten som mejslet i sten.
Victor Hugo regnes for en af Frankrigs hvis ikke verdens største forfattere. Han er begravet i Pantheon i Paris.
Om bogen
I et næsten surrealistisk England omkring år 1700 lever den unge Gwynplaine i et omrejsende teater sammen med den sin blinde plejesøster Dea, plejefaderen Ursus og den tamme ulv Homo. Gwynplaine er som lille blevet solgt til de såkaldte comprachicos, der har vansiret hans ansigt til et evigt grin med henblik på at videresælge ham til gøglere. Som ti-årig er han under disse comprachicos' flugt fra England blevet efterladt alene i en snestorm, hvor han blev samlet op af Ursus.
Gwynplaine er egentlig tilfreds i sin tilværelse på bunden af det engelske samfund, men det er ikke hans skæbne at vedblive livet ved teatret med Ursus, Homo og den elskede Dea.
Manden, der ler er muligvis det sprogligt mest særprægede af Hugos værker, hvor citat-emnerne står i kø og sætningerne i lange passager står næsten som mejslet i sten.
